Jeg har lavet alt for lidt pizza på det sidste (flæskesteg og tacos kom i vejen). Jeg skal prøve at gøre op for det ved at lave noget mere dej og mere dejlig pizza. Tror jeg vil fortsætte med at perfektere mine Napolititanske pizzaer. Napolititanske pizza kræver ekstremt høj varme (480 grader), hvilket er umuligt for min ovn er komme op på. Det er stenen der skal være så varm, derfor kræver det også at jeg har en god sten som ikke bare smider alt varmen af sig.
Den sten jeg bruger lige nu er knækket....og det er endda en jeg har lånt. Grunden til at jeg lånte den var at min egen sten (samme mærke) også knækkede. Det er nogle lorte sten og ville gerne klage over dem, men der er ingen kontakt information på pakken (ØV).
Hvad skal min næste sten så være? En god sten skal kunne være god til at overføre varme til pizzaen så den får en brunet og sprød bund. Derudover skal den være god til at holde på varmen så den kan blive varmet meget op. Der er et firma i USA som laver pizza plader lavet i stål kaldet Baking Steel. Ideen med at have en pizza sten i stål er at den både holder bedre på varmen og overføre den bedre. Problemet er at det koster 100$ at få sendt her hen, hvilket er lidt mere end jeg synes jeg vil give.
Jeg har prøvet at se om jeg kunne få fat i en stålplade selv, en rustfri en, men har fået at vide at de afgiver nogle nasty ting som gør at de ikke skal bruges til madlavning. For at finde ud af hvilken type plade jeg skulle have fandt jeg mit gymnasiefysik frem fra min hjerne og begyndte at kigge på forskellige materialers egenskaber.
Der var to ting jeg skulle undersøge ved hvert materiale: Varmeledningsevnen og varmekapaciteten. Varmeledningsevnen beskriver hvor godt materialet er til at overføre varme til et andet legme og varmekapaciteten beskriver hvor godt et materiale er til at holde på varmen. Er måske ikke helt korrekt, men det går nok.
Her er en tabel af forskellige materialer - Jeg ved godt der ingen enheder er....Højere er bedre
Materiale | Varmeledningsevne | Varmekapacitet |
Støbejern | 55 | 0.46 |
Rustfrit stål | 16.3-24 | 0.5 |
Stål | 36-54 | 0.49 |
Aluminium | 204-250 | 0.897 |
Værdierne er vejledene er her kun for at vise forskellen på materialerne. Det interessante er at aluminium ser ud til at være et langt bedre valg end de andre. Det er underligt at folk vælger stål i stedet for støbejern, når nu støbejern har bedre egenskaber.
Måske er der mere til det end tal jeg har fundet på internettet, kunne være rart at høre fra en egentlig fysiker hvad et godt valg vil være.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar